Økonomi
I går blev historien om Køge Kommunes økonomi præsenteret. Og jeg vil her prøve at give min vinkel på historien og mine bud på løsninger.
Situationen er den, at vi kort før sommerferien fik at vide, at vi har 85 mio. mindre i indtægter end forventet. I alt er vi underfinansieret med ca. 150 mio. Dermed har vi stigende udgifter for ca. 65 mio. og faldende indtægter for ca. 85 mio. –en ubalance på i alt ca. 150 mio. Dette ikke blot i 2010, men også i de kommende år.
Med frygt for at blive alt for teknisk tager jeg alligevel chancen, og forklarer hvad baggrunden for situationen er.
Selvbudgettering eller statsgaranti
Hvert år når en kommune skal lægge et budget, vælger man enten selvbudgettering eller statsgaranti.
Selvbudgettering betyder, at kommunen selv laver en prognose over hvor mange borgere den har, hvor mange, der er i arbejde, hvor meget de tjener, og hvor meget kommunen dermed får i skatteindtægter. Det betyder, at man også hæfter for, hvis disse tal er lavere end budgetteret – ligesom man også vinder på det, hvis de er højere end budgetteret.
Statsgaranti betyder, at kommunen budgetterer efter statens estimerede tal på befolkning, antal i arbejde og skatteindtægter. Det betyder, at hvis tallene af en eller anden grund skulle være lavere end forventet, så er der en statsgaranti for de budgetterede indtægter. Ligesom hvis de er højere, så tjener man ikke på det.
Dermed er det lidt af et spil. Tør vi tage chancen og satse på bedre tal end staten, eller skal vi tage det sikre valg, og følge statens tal og dermed være garanterede? Begge kan føre til en gevinst eller et tab i indtægter.
Begge dele bliver refunderet med tre års forsinkelse. Dermed får vi vores skatteindtægter fra 2006 i år, ligesom tallene fra 2007 er dem, vi kan budgettere med i indtægt i 2010.
Tilbage i 2007 valgte vi selvbudgettering – altså tog vi udgangspunkt i vores egne estimeringer og ikke statens. Dengang var vi for optimistiske, og lige inden sommerferien kom nyheden fra skat; vi tjente 85 mio. mindre end forventet.
Så kunne man sige, jamen det gælder jo kun 2010 – det kan vi hurtigt indhente. Men nej, selvom vi valgte statsgaranti i både 2008 og 2009, så tager statsgarantien udgangspunkt i det foregående år, og dermed må vi forvente, at det er en varig nedskrivning. Som allerede skrevet, så sker refunderingen med tre års forsinkelse, så vi skal altså vente til næste år, før vi kan se hvilke indtægter, vi får fra 2008.
P.T.
P.t. betyder det, at budgettet for 2010 ser ganske mere alvorligt ud, end vi regnede med. Dette var ikke til at forudse.
De 85 mio. vi mangler i indtægter består af ca. 26 mio. på indkomstskatten, ca. 26 mio. på selskabsskatten, og 34 mio. i tilskud og udligning kommunerne i Danmark imellem.
Men hvordan kommer vi så fra 85 mio. og op til de 150 mio. der mangler?
Jo, de sidste 65 mio. er et beløb vi kendte i forvejen. Primært består det af to ting; dels ca. 40 mio. kr. på stigende udgifter til indkomstoverførsler – stigende arbejdsløshed, stigende udgifter til sygefravær m.v. Dels består det af ca. 12 mio. til børne- og ungeområdet – altså børn der kræver specialundervisning, døgntilbud m.v. Resten er på andre områder i kommunen som teknik- og miljø, kultur, socialområdet etc.
Dermed mangler der 150 mio. kr. i Køge Kommune i de kommende år.
I arbejdstøjet og rettidig omhu
Jeg er allerede i arbejdstøjet – dette skal der findes en løsning på!
Samtidig vil jeg gerne understrege, at Køge Kommune står ikke på afgrundens rand. Vi har tid til at få økonomien op at stå igen, og vi har tid til at arbejde med det. Der er nu tid til at vise rettidig omhu.
Grundlæggende er der tre knapper at dreje på:
Driftbesparelser
Vi kan skære i serviceniveauet og effektivisere. Som ved andre budgetvedtagelser har vi et såkaldt Omprioriteringskatalog at arbejde efter. Det indeholder en række forslag fra forvaltningen med forslag til, hvor vi kan skære i servicen, og hvor vi kan effektivisere. Derudover er der også en række forslag til strukturelle besparelser – fx køb og salg af plejehjemspladser. Vores Omprioriteringskatalog for budget 2010 indeholder effektiviseringer og strukturelle forslag for 20 mio. (dem vi helst vil spare, da de ikke fører til direkte forringelser) og derudover er der besparelsesforslag –altså forringelser på serviceområdet for 25 mio. Hvis vi fx sparer i alt 35 mio. har vi allerede hentet en del.
Skat
Vi kan lade skatten stige.
Lånoptagelse
Vi kan optage lån. Fx er det muligt igennem kommunernes aftale med regeringen at låne til ”velfærdsbyggeri” – altså skoler, daginstitutioner, idrætshaller m.v. Nogen vil måske spørge, om det ikke er lige lovligt kortsigtet, bare at låne pengene, og svaret er jo! På den anden side har Køge Kommune en temmelig lav gæld per indbygger, og vi kan godt holde til at optage lån et år eller to.
Ingen af disse håndtag er særligt sjove at dreje på, men det er håndtag, der kan få økonomien på rette kurs, og hvor vi i løbet af to år – måske mindre, kan indhente de 150 mio. kr. Socialdemokraterne har altid stået for økonomisk ansvarlighed, hvilket der i øvrigt også altid har været tradition for i Køge byråd, og det skal vi blive ved med.
Hvis man spørger mig, er der derfor heller ingen områder, der er fredede på forhånd. Alt er i spil, for det er tid for at vise rettidig omhu, og det er jeg klar til.
Ansvarlighed
Venstres nye spidskandidat beskylder mig i TV2 Lorry for, at være ung til at håndtere opgaven.
Jeg må bare sige, at hvis det er den kritik, man kan finde på, så har jeg kun hovedrysten til overs. Var det ikke på tide, at komme med løsninger på udfordringerne istedet for en omgang personfnidder?
Jeg prøver at udvise ansvarlighed og komme med løsninger, og vil i samme åndedræt appellere til, at vi i fællesskab og i samarbejde står sammen og finder løsningerne for Køge Kommunes fremtid i stedet for at kritisere og være ukonstruktiv og dermed uansvarlig.
Brede budgetforlig
I Køge Kommune, såvel som i de gamle Køge og Skovbo Kommuner, har der altid været tradition for brede budgetforlig henover midten. Budget 2007, som jo danner udgangspunkt for indtægtstabet, blev endda vedtaget i fuldstændig enighed af alle partier.
Vi har alle et ansvar – både for fortiden, men så sandelig også for fremtiden.
Kom ud af busken og lad os i fællesskab gøre Køge Kommune klar til den rivende udvikling, som vi er i.