Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/mariestaerke.dk/mariestaerke.dk/httpd.www/blog/wp-includes/cache.php on line 36

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/mariestaerke.dk/mariestaerke.dk/httpd.www/blog/wp-includes/query.php on line 15

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/mariestaerke.dk/mariestaerke.dk/httpd.www/blog/wp-includes/theme.php on line 505
Marie Stærke - Blog » 1. maj tale

Forside

Borgmester i Køge kommune

1. maj tale

Kære alle

Så er der gang i bloggen igen, og en god anledning til at se fremad er jo altid 1. maj. Så hermed min 1. maj tale, der holdes i DSU Køge, 3F Køge Bugt og på Lovparken.

God 1. maj!

Marie
—–

Tale til 1. maj 2009

Arbejderne har gennem historien kæmpet for de rettigheder lønmodtagere har i dag, og hvert år 1. maj fejrer vi arbejdernes internationale kampdag. Vi sætter arbejdernes rettigheder og samfundets udvikling på dagsordenen. Vi holder taler, debatterer og synger – måske får man også en fadøl. Vigtigst af alt, så giver 1. maj mulighed for at minde hinanden om, at de rettigheder vi nyder godt af i dag, er rettigheder som arbejdere før os har kæmpet for at få. 1. maj minder os om, at vi aldrig må tage noget for givet, at vi har et ansvar for og en pligt til altid at kæmpe for, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. At frihed, lighed og solidaritet er målet, de værdier som vi altid arbejder for.

Forleden hørte jeg i radioen at mere end 9000 mennesker mistede deres job i marts måned. Mere end 9000 blev ramt af arbejdsløshed og lediggang. Bag hver en enkelt af disse 9000 mennesker står en familie, måske er der børn, måske har både Mor og Far mistet jobbet. Jeg var selv ikke ret meget mere end en stor pige sidst vi i Danmarks oplevede stigende arbejdsløshed, og jeg husker også med al tydelighed dengang min Far var arbejdsløs. Og selvom jeg nød den nutellamad, han havde smurt til mig, når jeg kom hjem fra skole, og selvom jeg nød den tid, han havde til at høre om min skoledag, og stadig med glæde mindes de historier han fortalte mig fra sin barndom, så vidste jeg jo godt, at det ikke var godt, at min Far var arbejdsløs. Jeg vidste jo godt, at det var nødvendigt han fik et arbejde.

I Køge har vi indtil videre sluppet for de rigtig store massefyringer, og så føler man trang til at banke i bordet og sige 7, 9, 13 – for hvem ved, hvad der er på vej?

Køge kommune er med sin beliggenhed porten mellem Sjælland og København lige i smørhullet ved det blå Køge bugt mod øst og det grønne Midtsjælland mod vest. Kommunen har udviklet sig meget igennem nyere tid. Vi er en attraktiv erhvervskommune og en kommune, der er attraktiv at bo i. Køge har en af de højeste vækstrater i landet, og oplever på trods af nedgang på markederne, fortsat efterspørgsel på erhvervs- og boliggrunde.

Denne udvikling skal vi fortsætte. Vi skal have vækst og udvikling. Vi vil have flere arbejdspladser til Køge kommune.

Skandinavisk Transportcenter ude ved Køge Nord ved motorvejen, er vores mest attraktive erhvervsområde. Når jeg kommer rundt i Danmark, så er noget af det første jeg hører – Køge! Nå, det er Jer med det store transportcenter. Der hersker ingen tvivl om, at transportcenteret har skabt vækst, udvikling og arbejdspladser til Køge.

Derfor vil Socialdemokraterne i Køge udvide transportcenteret med 50 hektar. Det handler om at skaffe arbejdspladser til Køge. Det handler om at sikre at færrest muligt bliver ramt af arbejdsløshed, at færrest mulige familier rammes af lediggang, at færrest mulige børn, skal bekymre sig om Fars ellers Mors arbejde.

Vi vinder ikke kommunalvalget ved, at køre en defensiv erhvervspolitik, hvor vi ikke tør sikre arbejdspladser, fordi det giver dårlig omtale. Nej, vi vinder kommunalvalget ved at sikre en offensiv erhvervspolitik, der viser virksomheder, at her i Køge, der vil vi gerne have virksomheder, der giver arbejdspladser til vores borgere. For det er jo i sidste ende Jer, vi arbejder for.

Arbejdspladserne skal til Køge – ikke til Roskilde, Nordtyskland eller Italien. Vi er i Køge intet mindre end forbindelsesleddet mellem Skandinavien, Nordeuropa og Baltikum. Det ansvar skal vi leve op til, og sikre at virksomhederne lægger deres arbejdspladser her.

For hvis de større industrier i Køge lukker. Hvis der bliver massefyringer i Køge. Så skal vi som kommune også i fremtiden sørge for, at større virksomheder og større arbejdspladser kan ligge her i kommunen.

* * *

Der er ingen tvivl om, at finanskrisen er over os. Ingen ved endnu, om vi er nået bunden, og ingen ved endnu, hvor slemt krisen kommer til at ramme os.

Som Borgmester kan jeg godt blive en smule bitter. For mens regeringen i efteråret talte om for meget vækst i samfundet og en overopheder økonomi, og at vi blev nødt til at bremse op, og at de derfor indførte et anlægsloft i kommunerne, så stagnerede den danske økonomi. Mens vi i kommunerne skar ned på almindelig vedligeholdelse af folkeskoler, daginstitutioner og idrætshaller, og helt droppede større projekter som en ny bordtennishal for at leve op til regeringens anlægsloft. Så efterspurgte vores lokale håndværkere opgaver, og noget at lave.

Godaw mand økseskaft!

Det kan vække temmelig meget bekymring, hvis landets højeste beslutningstagere ikke har større indsigt med landets økonomi og hvor den er på vej hen. Hvis ikke regeringen har større indsigt i økonomien – hvem har så? Det havde Socialdemokraterne heldigvis. De talte allerede i efteråret, om behov for sikring af arbejdspladser gennem fx kommunernes anlæg, men okay, den daværende statsminister havde jo også travlt med at søge nyt job, og havde ikke lige tid til at bekymre sig om Danmarks egentlige økonomiske tilstand.

Udover det temmelig ulogiske i regeringens anlægsloft, som de jo så også har besluttet sig for at ophæve, så er det, der for alvor generer mig, den fuldstændig fraværende vilje til at kontrollere vores banker og den private sektor ovenpå deres lille fest. Mens viljen i allerhøjeste grad er der til at kontrollere kommunerne i hoved og en vis legemsdel. Vi skal indberette tal og statistikker, dokumentere og evaluere – alt bliver gennemtjekket af styrelser og ministerier, og Gud nåde og trøste, de kommuner der ikke lever op til regeringens mange målsætninger. Kommuner som derefter bliver straffet på økonomi og sanktioner. Hjemmehjælperen, sagsbehandleren, skolelæreren og snart sagt alle offentlige ansatte, bliver efterhånden behandlet med kontrol og afstraffelse frem for tillid og respekt.

Hvis blot regeringen ville flytte noget af al den kontrol og krav om dokumentation over på den private sektor, finansverdenen og bankverdenen, mon så ikke vi så lidt større ansvarlighed overfor deres kunders penge? Er det for meget at forlange, at ligesom vi som folkevalgte politikere, skal behandle skatteborgernes penge med ansvarlighed og ydmyghed, så skal bankerne og finanssektoren behandle selvsamme borgeres penge med ansvarlighed? Er det for meget at forlange, at bankerne og finanssektoren ikke bare bruger pengene på utopiske projekter, på bolighajer og karruseller, ublu gebyrer og fuldstændig verdensfjerne lønninger til bankdirektører, der på ingen måde har optrådt ansvarligt.

Hvis man havde udøvet samme kontrol med bankerne og finanssektoren, som man har gjort det med hjemmehjælpere og sagsbehandlere, så var denne krise aldrig nået så vidt, og der havde ikke været behov for bankpakker, og andre julemandslignende eventyr til det private erhvervsliv i Danmark.

Og når vi så som Socialdemokrater stiller os op, og tillader os at bede om bare lidt kontrol af bankerne til gengæld for bankpakkerne, så bliver vi anklaget for at lyde som noget, der er udsprunget fra det kommunistiske Nordkorea. Undskyld mig, men hvad kan vi så kalde kontrollen med hjemmehjælpere og sagsbehandlere?

* * *

Der er ingen tvivl om, at der stadig er masser af ting at kæmpe for, at der stadig er masser at tage fat på for at få en bedre verden og et bedre samfund. Lad os denne smukke 1. maj minde hinanden om det, og sammen i vores fællesskab, med fanen løftet højt fortælle omverdenen at vi ønsker et andet samfund.

God 1. maj.