Arkiv for maj, 2008
Besøg af transportministeren
I fredags havde havde Transportminister Carina Christensen inviteret sig selv til region Sjælland i forbindelse med hendes rundtur til alle 5 regioner i hele landet.
Alle 17 Borgmestre i region Sjælland var inviteret, og jeg havde valgt kun at tale om vigtigheden af, at jernbanesporet mellem København og Ringsted, bør være Nybygningsløsningen. Jeg har tidligere skrevet om, at jeg er formand for et kommunenetværk, der hedder 9+, hvor vi er ti kommuner i region Sjælland, det støtter op om Nybygningsløsningen over Køge frem for 5. spor-løsningen over Roskilde.
DM for Schæferhunde
Her til aften var jeg ude og byde velkommen til DM for Schæferhunde. Køge kommune havde fået lov til at lægge jorde til turneringen, hvilket jo er en stor ære. Turneringen foregår ved Skovboskolen, og indebærer både forhindringer, spor og meget mere. Som gammel turneringsdanser, der véd, hvor højt op, man går i turneringsplaner, opstillinger m.v., var det sjovt at se, at engagementet og spændingen ikke er spor anderledes end, når det handler om hunde -eller nogen anden sport. Man sidder med listerne, krydser af, tjekker de andre ud -hvem skal først på? Er han ovenpå? Osv.
Jeg er selv vokset op med hund -dog på ren hyggeplan. Men det var spændende at høre om, hvor meget træning og præcision det kræver, og hvor meget det betyder, at ejer og hund kan fungere sammen. Det er mange timer, man spenderer i hårdt samarbejde hver dag, og så er det vigtigt, at tingene glider mellem hund og ejer.
En anden ting, der var flot at se, var det virkelig store stykke arbejde, som de frivillige har lagt i, at få sådan et Danmarksmesterskab på benene. Der ligger næsten et års hårdt arbejde i, at få sådan et mesterskab arrangeret, og jeg har ikke andet end ros tilovers for dem. Det er folk som dem, jeg mødte i aften, der kan få tiltrukket mesterskaber på højt niveau til Køge.
Uagtet , om det er et lille eller stort mesterskab, så vil Køge kommune gerne gøre mere ud af at tiltrække større turneringer til Køge. Men hvis det skal være sportsgrene, der har mange publikummer, og primært foregår indendrøs, så mangler vi noget vej endnu. Vi har i den del af anlægsbudgettet, vi kalder anlægsfonden reserveret 10 mio. hvert år, de næste 4 år til Køge idrætsby ude ved Køge stadion. Det skal nok få gang i nogle ting, og hjælpe nogle sportsgrene på vej, men vi skal hvert år og tilstadighed huske at prioritere vores idrætsfaciliteter, så vi kan hjælpe både bredde- og eliteidrætten på vej, og tiltrække flere medlemmer og talenter.
1. maj
I går fejrede jeg naturligvis 1. maj. Jeg var ude i Skovbo Partiforening til hyggelig morgenmad og rart samvær, og hvor jeg holdte min tale. Derfra gik turen videre til Lovparken inde ved Køge midtby, hvor jeg skulle holde tale om eftermiddagen. Arrangementet startede kl. 13, mens det stadig styrtregnede, men det holdt nu ikke folk fra at komme. Nok mest pga. konflikten, var der mange mennesker og demonstrerende FOA-ansatte. Der var god steming og gode taler, og jeg synes, vi havde en rigtig god 1. maj.
Hermed følger min 1. maj-tale:
I dag samles vi for at fejre de rettigheder som arbejderbevægelsen har opnået gennem over 100 år, og som man stadig kæmper, og skal kæmpe for at få. Ingen rettighed må nogensinde tages for givet. Der er blevet kæmpet for at opnå rettigheder, som flere desværre i dag tager for givet – rettigheder om rimelige arbejdsvilkår, medarbejderdemokrati, ferie, fritid, ingen børnearbejde og langt mere til, er rettigheder som arbejderbevægelsen har kæmpet for at opnå. Og der er stadig kampe, der skal kæmpes om pension under barsel, realitet i overskriften om lige løn for lige arbejde, arbejdspladser der skal organiseres og meget mere. Derfor er budskaberne på denne dag stadig vigtig at minde hinanden om.