Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/mariestaerke.dk/mariestaerke.dk/httpd.www/blog/wp-includes/cache.php on line 36

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/mariestaerke.dk/mariestaerke.dk/httpd.www/blog/wp-includes/query.php on line 15

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /customers/mariestaerke.dk/mariestaerke.dk/httpd.www/blog/wp-includes/theme.php on line 505
Marie Stærke - Blog » 2009 » november

Forside

Borgmester i Køge kommune

Arkiv for november, 2009

I Køge satser vi på fremtiden

Debatindlæg af Harald Børsting og Marie Stærke

I en tid hvor finanskrisen raser, arbejdsløsheden stiger dag for dag og hvor kommunernes budgetter er presset på grund af regeringens skattestop, så er der behov for massive investeringer i velfærdssamfundet. Investeringer, som regeringen må iværksætte, så vi igen kan få arbejdsløsheden ned og kommunernes budgetter til at hænge sammen.

Der skal skabes flere job til de mange tusinde danskere, som lige nu ikke har et arbejde at stå op til om morgenen. Det betyder kort sagt, at der er et stort behov for offentlige investeringer, hvilket er helt afgørende for, at den lurende arbejdsløshed ikke bider sig fast. Vi har hårdt brug for at investere mere i vores samfund og forbedre vores skoler, daginstitutioner og infrastruktur. Det er investeringer, der samtidig vil skaffe titusindvis af nye arbejdspladser.

I Køge Kommune er målet, at vi skal være selvforsynende med job, hvilket betyder, at vi skal have job parate til alle, der er arbejdsdygtige i kommunen. I Køge Kommune drejer det sig om ca. 25.000 borgere, men vi har kun omkring 22.000 job i Køge. Vi mangler altså 3.000 arbejdspladser, der skal skabes ved at sætte gang i offentlige investeringer samt tiltrække flere virksomheder til Køge.

Lige nu ser vi desværre en tendens i Køge, hvor flere industrivirksomheder enten lukker eller fyrer folk. Konsekvensen er, at flere borgere i fremtiden vil stå uden arbejde. Derfor er det yderst nødvendigt at tiltrække flere virksomheder til Køge, som kan skabe nye arbejdspladser til de mange arbejdsløse. Det kan vi blandt andet gøre ved at tilbyde virksomhederne nogle rammer, som ikke kan fås andre steder. Vi har brug for mere erhvervsjord, så virksomhederne har arealer at bygge og udvide på, ligesom vi skal satse på den kollektive trafik. Øresundsbroen, Femernbæltbroen, og jernbanen mellem København og Ringsted via Køge kan åbne uanede muligheder for Køge i kampen om virksomhederne.

Vi skal turde tage beslutninger, der sikrer erhverv, arbejdspladser og fremtiden. Vi skal turde tænke langsigtet. Vi ønsker investeringer med perspektiv – investeringer med store samfundsøkonomiske afkast. En investering i velfærdssamfundet kommer alle til gode, både de arbejdsløse, børnefamilierne, pensionisterne og de studerende. Udgifterne kan være store på kort sigt, men på langt sigt er det en stor og nødvendigt investering i fremtiden. I Køge Kommune satser vi på fremtiden.

Midt i en valgkampstid!

Valgkampen er lige nu på sit højeste. Byen er pyntet op til lokaldemokratiets festdag med masser af valgplakater.

Det er sådan en positiv oplevelse at være i valgkamp, at komme ud og møde engagerede borgere til paneldebatter, møde vælgerne på gaden og høre om deres oplevelser af vores kommune.

De fleste af dem jeg møder er rigtigt glade for at bo i Køge Kommune, og ønsker at bevare den velfungerende og hyggelige by, vi kender. Men en del er også optagede af finanskrisen og den stigende ledighed, vilkårene for vores børn og ældre og af arbejdsvilkårene for personalet i kommunen. De er optagede af vores forslag til løsninger og ikke af partipolitiske slagsmål og taktiske manøvre i byrådssalen. De ser mod fremtiden.

Helt anderledes er indtrykket imidlertidig, når jeg slår op på debatsiderne i en lokalavis, der udgives dagligt i Køge og omegn. Her er læserbrevene fyldt med det ene hadefulde indlæg efter det andet, som går meget personligt efter mig, min alder og nogle af de beslutninger, som jeg har truffet i min tid som borgmester - og også et par anklager, der ligger et stykke udenfor, hvad jeg vil betegne, som bare i nærheden af sandheden.

Jeg kan selvfølgelig godt huske, hvordan det var at stille op for første gang. Jeg synes, dette valg bærer præg af, at der er mange nye kandidater, som er ivrige for at vise deres politiske kvaliteter og retoriske færdigheder frem for en lille gruppe partifæller. Det er nu en gang spillets regler. Det er vigtigt med konstruktiv opposition, og en valgkamp handler om brydning af forskelle og levende meningsudveksling om kommunens fremtid.

Men nok skal politikerne og kandidaterne gå til hinanden, men der skal heller ikke gå alt for meget valgkampskuller i processen, fordi det er jo ikke sådan, vi normalt behandler hinanden her i Køge. Der er også en dag efter valget, hvor partierne skal kunne sætte sig sammen og tale om løsningerne af fremtidens udfordringer for Køge, hvordan vi får skabt flere arbejdspladser, udvikler vores erhvervsliv, hvordan vi hæver niveauet i skolerne, så flere bliver i stand til at tage sig en uddannelse, hvordan vi sikrer en god ældrepleje og hvordan vi sammen gør Køge Kommune til et endnu bedre sted at leve.

Fortsat rigtig god valgkamp!